Den Gode Vej til at Stå På Egne Ben

Jeg var en utrolig rebelsk teenager, og jeg er ganske imponeret over, at mine forældre kom igennem det uden at miste besindelsen. Alle rammer skulle presses til det yderste, og hvis mine forældre sagde noget gjorde jeg altid det modsatte. Det var så tydeligt, at jeg endda er ret sikker på, at de med success har brugt omvendt psykologi på mig med stor success nogle gange. Men altså, det var en læringsproces, og jeg er glad for at de gik igennem den med mig,
Det er nemlig en stor overgang at gå fra at være lille og hjælpeløs, og til pludseligt at skulle træde ind i de voksnes rækker og klare sig selv. Jeg tror faktisk til dels, at det var den skræmmende tanke om denne overgang, der fik mig til at opføre mig som jeg gjorde. Det er en underlig blandet følelse man sidder med som teenager. På den ene side, er det gået op for én, at ens forældre også bare er mennesker, og at de ikke er ufejlbarlige eller har styr på alting. Derfor har man lyst til at bryde fri af deres regler og tankegange, og udvide sit syn på verden, så man kan leve sit eget liv. På den anden side, er det også virkelig uhyggeligt: man har haft de her trygge rammer så længe, og ikke behøvet tage stilling til alle livets store spørgsmål. Det er nu meget rart bare at sidde på bagsædet, og lade de erfarne styre hvor man kommer hen. Så man vil alt og intet på samme tid… Det er pludseligt let at forstå, hvorfor ens teenage år er så kaotiske som de er.
Jeg tror dog, at mine forældres tilgang var den helt rigtige. Det var en god vej for mig til, at komme til at stå på egne ben. De så mit oprør, og de blandede følelser, og valgte at hjælpe processen på vej. Det er ikke alle forældre der tænker sådan: det er helt normalt at frygte forandringen, og prøve at holde barnet “i reden” så længe som muligt. Eller endda blive sur over den pludseligt skiftende opførsel, og skubbe dem ud så hurtigt som muligt. Ingen af ekstremerne er, som jeg ser det, specielt gode for hverken barnet eller forældrene. Det bedste for alle parter er, at lave en glidende overgang, hvor alle kan finde fodfæste undervejs.
For mig startede det med, at mine forældre forslog mig at tage på Vandel Efterskole. Jeg syntes det lød perfekt – jeg kunne komme væk fra de gamle, og have mit eget liv! Men samtidig skulle jeg ikke tage mig af alting selv: der ville være venner og voksne omkring mig, der løbende kunne hjælpe mig med overgangen. Mine forældre var også mere trygge på den måde. Jeg lærte utroligt meget på efterskolen, og jeg føler mig sikker på, at den glidende overgang var den rigtige vej for mig til, at stå på egne ben.

1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (No Ratings Yet)
Loading...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.